Skiferie for begyndere

Vi er netop hjemvendt fra endnu en skøn skiferie. Det er fjerde gang vi nu har været afsted – første gang var da ungerne var hhv. 1 og 7 år. Vi er på ingen måde eksperter nogen af os, men vi elsker alle at være afsted. Vi har indtil nu, kun været i Isaberg i Sverige, hvilket passer vores niveau fint. Hertil er køreturen der op også kun 3,5 time, hvilket også er perfekt for ungerne.

Jeg ville ikke skrive det store indlæg herom, blot dele en masse billeder med jer. Tager i på skiferie og hvad er jeres erfaringer?

Lillebror fik i år knækket koden
Storesøster med sit GoPro

At huske hinanden…

Min kommende mand og jeg har været sammen i snart 15 år. Faktisk har jeg snart levet lige så længe med ham, som jeg har levet uden ham. Selvom han hedder Brian, er han på ingen måde “en rigtig Brian”. Han er uden at lyve en sand gentleman – og det var netop også en gentlemans-handling, som fejede benene totalt væk under mig, første gang vi sås.

Men med to aktive børn, hver vores fuldtidsjob og for få timer på døgnet, kan det være svært altid også at huske parforholdet. Men vi prøver virkeligt! Også efter så mange år.

Vi er desværre ikke så priviligerede, at have bedsteforældre eller andet familie i nærheden, som kan tage børnene når vi har lyst – men så må man jo bare prioritere. Min familie er alle bosiddende i Jylland, så vi har indimellem kørt derover, sat ungerne af og taget et weekendophold på et hotel i nærheden. Men det er jo heldigvis ikke den eneste løsning på at pleje forholdet, de små ting kan også gøre stor forskel.

Jeg synes grundlæggende bare, at vi også som forældre, skal være bedre til at værdsætte hinanden, bedre til at kysse, bedre til at knalde og bedre til at huske hinanden generelt. Og lad os nu ikke blive så forhadte på f.eks. Valentines dag som i dag, men brug den istedet til at minde os selv om, at gøre noget for den vi elsker. Hvis ikke lige d. 14. februar, så en anden dag. Bare vi husker at gøre det!

Her fejre vi Valentines dag, men er også gode til at huske hinanden andre dage.

Børneopdragelse vs. Børneinddragelse

Det boblende Momster har vist sig igen. Det er som en besættelse der pludselig rammer min krop. Den bygges op inde i kroppen for til sidst at eksplodere og overtage hele mit sind!

Kender i det? Man bliver sur på børnene, af noget, som set i bakspejlet, helt sikkert bare har været banaliteter, men alligevel noget som i øjeblikket har gjort dig rasende, ked af det og vred. For mit vedkommende kan det være når Emmaly (på 10 år) gentagende gange gør det modsatte af hvad jeg har sagt – hvad jeg har dikteret! For jer der ikke har børn i dén alder, kan jeg garantere jer, at preteenagealderen har sat ind for fuld skrue nu og det er pludselig helt andre dilemmaer man bokser med som forældre.

Min datter har nået en alder nu, hvor hun gerne vil i centret med veninderne og hygge. Det må hun rigtig gerne og jeg har fuld tillid til, at de opfører sig pænt. Det sker jo gerne, at Emmaly får penge med i centret, måske 50-100 kr., men altid med sætningen: “Brug nu ikke alle sammen på slik og lign!”. Men det sker jo hver gang. I princippet er det jo okay. Det går sgu nok en gang i mellem. Men det er jo mere det faktum, at vi har lavet en aftale og hun har lovet mig det! Hun kan endda forsøge, at lyve sig ud af at det ikke er dét, som pengene er gået til. Det ender altid med en diskussion, hvor jeg bliver irriteret og fortæller hende, at det er svært for mig, at kunne stole på hende, når hun lyver og gør det modsatte af, hvad jeg har givet besked på.

I går var jeg sammen med en god veninde, som fortalte om et vennepar, hvor manden gik mere ind for inddragelse af børnene end at diktere reglerne. Så i stedet for at sige til min datter, at hun ikke skal bruge alle pengene på slik, så spørge hende “Hvor mange penge har du tænkt dig at bruge i centret?” og på denne måde forhandle med hende og lade hende selv overveje, hvad der kunne være et rimeligt beløb. På denne måde, er det ikke bare endnu en regel eller begrænsning sat af mor, men et valg hun selv har truffet. Det lyder super banalt, men virkelig noget som jeg tog til mig og tænker der ville fungere godt på en (pre)teenager som min.

Andre der har lignende erfaringer med de større børn?

Med den lille på 4, er det jo så helt andre ting, som kan vække mit indre Momster!

Faste sengetider

Hjemme hos os, er sengetider altid noget der har lagt rimeligt fast, også i weekender selvom de her godt kan forlænges med en times tid i forhold til hverdagen – men alligevel nogenlunde det samme hver weekend. 

Min (kommende) mand er bager og står op kl. 01.30 for at være på arbejde en time senere. Det betyder at i de 14 år som vi har været sammen, har vi altid gået i seng kl 21, for at kunne putte sammen. Dette er også en af grundene til, at vores børn har faste putte tider, hvis de voksne skal have lov bare at have en lille time alene sammen om aftenen – og ja, det prioritere og nyder vi altså! Vincent (på 4) bliver derfor puttet kl. 19.00 og Emmaly (på 10) bliver puttet kl. 19.30. 

Gal eller genial? Når mindste manden udtænker planer i søvne.

Vi dog har indimellem oplevet at veninder kommer omkring kl. 20 og spørger om Emmaly kan lege! “Øh nej?!” Jeg kan blive helt chokeret over, at børn får lov til, at have legeaftaler på det tid af døgnet! Fair nok, at man ikke har puttet sine børn kl. 20.00, men at man sågar mener at de har tid til at lege med andre på det tidspunkt i hvad – en halv til en hel time, for først derefter at skulle hjem og børste tænder, i nattøj og så puttes….

Jeg forsøger ikke at lave en moralprædiken,  men undres bare helt oprigtigt! Et barn på 10 år, bør gerne få 10-10,5 times søvn for at kunne fungere optimalt næste dag. Min datters vækkeur ringer kl. 6.30 om morgenen, så synes jo egentlig det passer? 

Hjælp mig lige her! Er jeg helt gal på den? Er det bare mig der er sindsyg skrap med puttetider? Hvad gør i andre?

Tilbage hvor det hele begyndte…

Velkommen til dig og også velkommen til mig. Jeg er en af de helt nye medlemmer her på Momster og vil nu åbne min dør for jer, til et kig ind i vores liv. Først tænker jeg dog, at det vil give god mening, at tage jer med tilbage til dér hvor det hele begyndte – dér hvor mit Momster-liv begyndte!

Da jeg var blot 16 år gammel (næsten 17), mødte jeg min nu kommende mand – jeps, den sidste del tager vi lige i et andet indlæg, for der er masser at skrive om. Efter blot tre måneder som kærester, blev vi forlovet og efter et halvt år, sagde jeg som kun 17 år farvel til det jyske og flyttede sammen med Brian i vores nye fælles lejlighed på Sjælland.

Jeg startede på gymnastiet i Greve kort efter og allerede dér, i 1.g, sagde jeg til mine klassekammerater, at jeg forventede at være gravid ved udgangen af 3.g. I juni 2008 blev jeg student og var samtidig 6 måneder henne.

Emmaly født september 2008

Da Emmaly kom til verdenen i september 2008 var jeg kun 20 år gammel. Jeg var meget ung, men var bestemt klar på at blive mor og fortryder “aldrig”, at være blevet mor tidligt! Selvfølgelig har jeg dage, hvor jeg fortryder det – hvor jeg også bare helt generelt fortryder, at være blevet mor – men de dage er der heldigvis kun meget få af.

Selvom jeg valgte at blive mor tidligt, inden jeg fik en egentlig uddannelse, inden jeg havde job osv., var jeg også helt klar over, at jeg ikke skulle have nr. 2, før at jeg følte, at jeg kunne tilbyde næstebarnet lige så meget som nummer 1. Der gik derfor 6 år før Vincent kom til verdenen – en uddannelse og et fast job senere, men igen 100% planlagt ned til mindste detalje. #kontrolfreak

Vincent født august 2014

I dag er mine unger hhv. 10 og 4 år. Jeg plejer at beskrive mit liv som “mor til en preteenager og et børnehavebarn!” SKØNT! Men de er sgu meget skønne når alt kommer til alt.

Et lille indlæg om min erhvervelse af Momster-titlen, velkommen til OS.